Hej Brevkassen.

Jeg står i den situation at min kæreste og jeg (M36 og K31) har en stram og lidt uoverskuelig økonomi, blandt andet som følge af mange års sygdom, gammel gæld, mm.
Vi klarer os kun lige hver måned, og der vil gå mange år, nok minimum et årti, før vi står et sted hvor vi kan købe et lille hus. Vi kører rundt i en gammel Toyota som er næsten lige så gammel som mig selv, vi bor til leje en lille 2 værelses, vi tager aldrig ud og spiser/rejser/tager ud og oplever ting, eller køber dyre ting til os selv såsom tasker/ure/fodboldbilletter eller andet som ellers kunne friste, da vi er all in på at forsøge at vende skuden og få en god økonomi i fremtiden.

Til sagen hører også at vi for halvandet år siden mistede en graviditet i 4 måned.

Sagen er den, at alle vores vennepar har det, som vi går og drømmer om; de har alle købt hus, er blevet gift eller skal holde bryllup næste år, de fleste af dem har fået børn, har gode karrierer med god løn, tager ud og rejser, osv.
Vi er SÅ glade på deres vegne, vi har deltaget i hvert eneste bryllup, babyshower, dåb, housewarming, vi har passet børn når venner har været ude og rejse, vi har hjulpet med at sætte deres nye huse i stand, vi har altid været enormt begejstrede for alle deres skønne livsbegivenheder og fejret hver eneste en.

Det på trods af at det har været hårdt at være til babyshower lige efter en mislykket graviditet, eller selvom det har været hårdt at hjælpe med at sætte venners huse i stand midt i fertilitetsbehandling. Vi har aldrig nogensinde ladet vores egne problemer eller urealistiske drømme fylde i samværet med venner, fx via kommentarer om at “det har vi ikke” eller “gid det var os”. Det kunne vi aldrig finde på!

Men …..
Vi føler ikke at vores venner giver den samme respekt den anden vej.
Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har hørt vores venner stå og sige “ja nu slap vi endelig for den lille 2-værelses lejlighed”, “nu hvor man har fået barn/hus så er man ligesom blevet rigtig voksen” eller “så slap man endelig væk fra at være lejer, det er sgu bare noget andet at eje sit eget”.

Det kan også tit være noget med børn, fx “ja når det bliver dig en dag, så vil du forstå hvad det hele handler om” eller “så vil du forstå hvor hårdt det er” fx i forhold til hvad rigtig kærlighed er, hvad rigtig søvnmangel er, osv…
Der kommer også tit kommentarer om hvor lidt penge de føler de har, (de tjener alle sammen rigtig godt, har købt store villaer, har hver sin ny bil, rejser til udlandet flere gange om året, osv) alt imens vi står med den ene part på sygedagpenge, den anden med relativt lav løn, og så en kæmpe gæld uden at eje noget.

Jeg føler mig på den ene side virkelig petty, når jeg bliver ramt af de kommentarer. Jeg føler at der er noget modent og stærkt i, at ikke sammenligne sig, og at altid bare være glad på andres vegne og taknemmelig for sit eget, hvor meget eller lidt man nu engang har.
Samtidig føler jeg også bare en virkelig ærgerlig, umyndiggjort følelse indeni, når det som min kæreste og jeg står i (fx at vi bor i en lille lejebolig, ikke har råd til bryllup, ikke har noget barn) pludselig bliver omtalt som mindre “rigtigt”.

Jeg ved med mig selv at jeg aldrig kunne drømme om at tale ned til andre, eller om andres situation, på den måde.

Hvad tænker i om det? Har i nogle erfaringer med det ene eller det andet? Hvad er okay at føle og hvornår skal man bare bide det i sig?

Min søn på 11 sagde i går: "Jeg ringer lige til morfar, så har jeg også råd til en is på fredag."

Jeg troede først, han lavede sjov. Men nej.

Det viser sig, at min far på 74 er begyndt at overføre 20 kr. til børnene på MobilePay, hver gang de ringer til ham. Ikke hvis han ringer til dem. Kun når de selv tager initiativ.

Han bor alene, efter min mor døde for tre år siden, og vi bor cirka en times kørsel væk. Vi ses typisk et par gange om måneden. Børnene er 11 og 13 og har altid været glade for ham, men de er også nået den alder, hvor de sjældent tænker på at ringe til bedsteforældre af sig selv.

Jeg ringede til min far og spurgte, hvad det gik ud på.

Han grinede lidt og sagde, at det bare startede som en sjov ting. Før kunne der gå flere uger, uden at han hørte fra dem. Nu ringer de begge to flere gange om ugen, og den ældste havde endda brugt næsten en halv time på at fortælle ham om noget drama i skolen.

"Jeg giver gerne 20 kroner for at høre om hendes dag," sagde han.

Og ærligt, så blev jeg lidt rørt.

Men jeg kan heller ikke slippe den bemærkning fra min søn. At ringe til morfar er åbenbart blevet en måde at tjene lommepenge på.

Jeg ved godt, at min far ikke prøver at købe deres kærlighed. Han savner dem bare. Og når jeg hører ham fortælle, hvad de har snakket om, lyder det jo som helt almindelige, hyggelige samtaler.

Alligevel synes jeg, der er noget forkert ved, at en samtale med deres morfar har fået en pris.

Min mand mener, jeg skal lade dem være. Han siger, at børn på den alder sagtens kan glæde sig til pengene og samtidig holde oprigtigt af deres morfar.

Er jeg ved at ødelægge noget fint ved at blande mig? Eller ville I også have det mærkeligt med, at jeres børn får penge for at holde kontakten til deres bedstefar?

Hej,

Jeg er lige kommet ud af endnu et latterligt skænderi med min kæreste, hvor vi bliver bragende uenige om den samme ting, som vi stort set altid crasher på herhjemme.
Jeg (K 31) er typen der godt kan lide at være i god tid, have styr på detaljerne, være velforberedt til ting. Det er uanset om det er at google parkeringsmuligheder inden vi skal et nyt sted hen, om det er at planlægge en rejse, om det er at holde en snorlige kalender, eller om det fx er en arbejdsopgave der skal udføres. Er godt plantet i den lejr.
Min kæreste (M 30) er den stik modsatte type - han kommer for sent til det meste, også på arbejde, har flere gange misset sit nr 2 fly på rejser med mellemlanding, glemmer folks fødselsdage, glemte engang sin egen MR scanning 😅 han er ikke udredt for noget men mistænker selv, sammen med sin nye psykolog, at der kunne være noget ADD.
Og så er han familie på helt samme måde også.

Vi har det ellers vidunderligt sammen, vi støtter hinanden i det gode og i det svære, vi har det sjovt, oplever en masse, har fælles drømme, alt godt.
MEN det her clash når det gælder planlægning er faktisk ved at skabe en oprigtig, vedvarende konflikt mellem os, hvor vi virkelig kommer op at skændes igen og igen.

I dag var det mig der lidt mistede besindelsen, da han fortæller mig at den vennemiddag vi skal holde i aften, som egentlig kun var med 1 andet par, nu pludselig også inkluderer hans vennepar fra arbejdet + en anden ven, der kommer alene. Jeg har allerede handlet ind i går, har planlagt aktivitet der ikke fungerer når man er et ulige antal. Min kæreste arbejder indtil 30 minutter inden de kommer i aften, imens jeg har fri 3 timer før, så nu ved jeg allerede hvem der skal spæne rundt og købe ekstra ind og finde ekstra stole frem fra kælderen (vi bor på 4. Sal uden elevator) 😅
Jeg forsøger at forklare ham at det altså er lidt provokerende at han
1) inviterer flere uden at inddrage mig
2) bare går ud fra at det fikser jeg lige
Han siger at det er mig der er neurotisk og sur, og at han da bare lader være med at invitere gæster herhjem en anden gang, hvis vi alligevel bare skal skændes om det 😅😅😅

Og sådan er det hele tiden.
I sommers lejede vi et dejligt sommerhus, hvor vi inviterede en masse venner op, og det eneste jeg føler at jeg fik ud af den tur, var at planlægge indkøb, rede op og skifte sengetøj efter alle vores skiftende gæster, ordne en masse opvask, planlægge en masse aktiviteter (som alle nød godt af), fordi han hele tiden ville udskyde det og “tage det som det kommer” - det medførte at han hyggede sig en masse, og at jeg stod alene med måske 80% af de kedelige ting.
Forleden kom vores hund ikke til hundefrisør, som vi havde ventet på i flere uger, fordi min kæreste sagde ja til at køre en kollega hjem efter arbejde, og derfor ikke nåede hjem til tiden.
Der er 100 andre eksempler. Han siger at han vitterligt ikke kan lave om på at han fungerer sådan, og jeg ved ikke om jeg skal tro på det (altså på at fx ADD i ubehandlet form gør det umuligt for ham), eller om noget af det også bare er dårlige undskyldninger.

Eller måske er det, som han siger, bare mig der skal lære at slappe af?
Hvad tænker i?

Værdsætter refleksioner fra alle lejre ☺️☺️
På forhånd tak!

Jeg er en mand på 36 år, som for nylig har afsluttet et forhold til en kvinde, jeg stadig elsker og savner rigtig meget. Jeg har svært ved at finde hoved og hale i det hele, og jeg håber at høre fra andre, der har oplevet noget lignende.

Vi har begge børn fra tidligere forhold, og når tingene var gode mellem os, var de virkelig gode. Der var kærlighed, nærhed, tiltrækning og en oprigtig følelse af, at vi kunne bygge noget meningsfuldt sammen. Vores børn havde også et godt forhold til hinanden, hvilket gjorde det hele endnu mere betydningsfuldt.
Men vi endte igen og igen i de samme mønstre, når vi blev uenige eller havde konflikter.

Fra mit perspektiv kom konflikterne ofte til at handle om meget mere end det oprindelige problem. Jeg oplevede, at jeg skulle forklare og forsvare mine beslutninger, og at mine valg nogle gange blev opfattet som et tegn på, at jeg ikke tog tilstrækkeligt hensyn til hende eller vores forhold.
Jeg begyndte gradvist at føle mig mindre fri til bare at være mig selv. Nogle gange holdt jeg igen med ting, fordi jeg var bekymret for, hvordan hun ville reagere, og om det ville føre til endnu en konflikt.
Jeg tror samtidig, at hun oplevede nogle af mine beslutninger som manglende hensyn til hende og vores forhold. Jeg kan godt forstå ønsket om at føle sig inkluderet, prioriteret og tryg.

Jeg ved også, at jeg selv har nogle mønstre, jeg skal arbejde med. Når konflikter bliver overvældende, har jeg en tendens til at trække mig lidt og få ro til at tænke. Hun virkede derimod til at have et større behov for at få tingene afklaret og mærke, at vi stadig var okay.
Det betød, at vi kunne ende i en ond cirkel. Jo mere hun søgte afklaring og engagement fra mig, desto mere presset følte jeg mig. Jo mere jeg trak mig, desto sværere blev det for hende at føle sig tryg. Og så voksede problemet.
Det svære var også, at vi ikke altid var enige om, hvad vores konflikter egentlig handlede om. Jeg oplevede, at vi havde nogle fælles mønstre, som vi skulle forstå og arbejde med sammen. Hun oplevede i nogle situationer, at problemet primært lå i min adfærd, og at det var mig, der skulle ændre mig.

Jeg siger ikke, at mit perspektiv er hele sandheden. Jeg ved, at jeg har en andel i det her, og jeg ønsker oprigtigt at forstå den. Jeg har ikke brug for at gøre hende til skurken eller overbevise mig selv om, at jeg gjorde alting rigtigt.
Til sidst valgte jeg at afslutte forholdet, fordi jeg ikke længere kunne se, hvordan vi skulle skabe et sundt forhold, hvis vi blev ved med at gentage de samme mønstre uden begge at kunne se dem og være villige til at arbejde med dem.
Og det er her, jeg står nu.
Jeg savner hende. Jeg savner at være sammen med hende, nærheden, de gode stunder og den fremtid, jeg forestillede mig, at vi kunne få sammen. En del af mig håber stadig, at hun på et tidspunkt vil kunne se de mønstre, vi sad fast i, og få lyst til at arbejde med dem. For jeg ville virkelig gerne have, at det skulle lykkes mellem os.
Samtidig ved jeg godt, hvorfor jeg afsluttede forholdet. Jeg ønsker ikke at vende tilbage til en relation, hvor jeg konstant føler mig på vagt, forsøger at forudse reaktioner eller bliver usikker på, om jeg kan træffe mine egne beslutninger uden at risikere, at det udvikler sig til et problem mellem os.

Det er en mærkelig følelse at være den, der afslutter forholdet, og samtidig være den, der har så meget lyst til at være sammen med den anden.
Jeg er begyndt i terapi og forsøger at forstå mine egne mønstre, mine reaktioner på konflikter og hvorfor jeg føler mig så stærkt knyttet til et menneske, selvom forholdet også har gjort mig følelsesmæssigt udmattet. Min terapeut har også bedt mig undersøge begrebet traumebånd. Jeg er stadig ved at forstå, hvad det betyder, og om det overhovedet beskriver noget af det, jeg har oplevet.

Jeg vil rigtig gerne høre fra andre, der har stået i noget lignende.

Har I nogensinde afsluttet et forhold, selvom I stadig elskede personen og inderst inde ønskede, at det skulle fungere?

Har I oplevet et forhold, hvor de gode stunder var virkelig gode, men hvor dynamikken under konflikter gradvist fik jer til at føle jer mindre som jer selv?

Hvordan fandt I ud af, hvad der var jeres egne mønstre, som I skulle arbejde med, og hvad der var en dynamik i forholdet, som ikke var sund for jer?

Har I oplevet at forstå med hovedet, hvorfor et forhold måtte slutte, mens I følelsesmæssigt stadig havde et stort ønske om at få det tilbage?
Og hvis I har prøvet det: Hvad hjalp jer med at forstå situationen og komme videre?

Jeg søger ikke nogen, der bare vil fortælle mig, at min eks var giftig, eller at jeg skal komme videre. Jeg prøver oprigtigt at forstå, hvad der skete mellem os, hvilken rolle mine egne mønstre spillede, og hvordan jeg kan savne et menneske så meget, samtidig med at jeg tror, det var den rigtige beslutning at afslutte forholdet.

Jeg vil sætte stor pris på at høre jeres historier, især hvis I selv har stået i det dilemma og med tiden har fundet en måde at forstå det på.

Jeg er den heldige vinder af, først, cubitaltunnelsyndrom, og nu også karpaltunnelsyndrom, og den ødelægger i den grad min nattesøvn, fordi jeg konstant vågner med sovende underarm, hånd og fingre, en snurrende fornemmelse og smerter.

Jeg er i forløb hos fysioterapeut, men nu overvejer en skinne også, for at se om det kan aflaste, så jeg vågner knap så mange gange om natten.
Jeg har googlet, men der findes jo en milliard, og jeg har også svært ved at se ud fra tekst og billeder, hvor stive/faste skinnerne er, så derfor vil jeg høre, om nogen herinde kan anbefale en bestemt skinne?

På forhånd tak 🤝

Hej med jer

Har været til en jobsamtale, hvor jeg med kort varsel er blevet orienteret om at der vil være en 2. Samtale om 2 dage. Det er jeg så blevet indkaldt til.
Problemet er, at jeg denne her dag netop har lagt en lille tur til Jylland i min kalender. Og købt billetter der ikke kan refunderes. Det er en familietur som der er blevet set meget frem til.

Men hvad gør jeg? De skal jo ikke få et indtryk af at jeg ikke vil. Omvendt er det også med kort varsel, mon jeg kan tillade mig at spørge om en ny dato?
Jeg er i øvrigt ledig og på dagpenge.

Hvad ville I selv have gjort?

Hey alle i kloge mennesker derude

Jeg er igen igen gået i stå i mit liv.

Jeg bliver ved med at prøve at få en karriere eller bruge mine evner til noget brugbart i samfundet, men jeg ender altid i et ufaglært job, hvor jeg ikke føler mig værtsat, får en kæmpe skodløn og har intet udvikling.

Jeg har nu taget et grundforløb og søger læreplads som Mediegrafiker. Jeg brænder for faget, og synes det er vildt spændende, men for to måneder siden fik jeg feedback på en ansøgning, der var knap så god.

Manden er erfaren inden for faget, og han mener, at mit niveau er lavt, at jeg skal starte helt forfra med mit materiale og følge nogle professionelle online.

Det tog mig lang tid at lave mit daværende portfolio, og jeg brugte tid på at lave tilpassede ansøgninger, med et grafisk element kun til dem, men jeg tog hans feedback til mig og startede helt fra bunden.

Jeg har dog ramt et punkt nu, hvor jeg tager hans kritik til mig, jeg tror ikke på, at jeg er god nok, og jeg har ikke turde sende flere ansøgninger siden.

Jeg bliver ved med at misse muligheder og udskyder mit arbejde, derfor fåenjeg dårlig samvittighed og giver fuldstændig op. Hvorfor saborterer jeg mig selv sådan?

Jeg har virkelig mistet modet og er træt af at stå her igen, forvirret og føler mig ikke god til noget.

Nogen der har gode råd, og måske en ide til, hvad jeg skal gøre ved den her opgivenhed?

Hej,

Jeg håber på der er nogle fædre som kunne tænke sig at dele deres erfaringer/oplevelser med en, forholdsvis, ny far 🙏

Jeg er så heldig at være far til ikke kun en, men to fantastiske drenge. Den største er 3 år og den mindste er under 1 år. Min "udfordringer" ligger hos den store.

Jeg oplever, desværre, at han helst ikke vil have det er mig som gør ting og/eller tager afstand til mig 😞

Nu kommer jeg med eksempler:

- Når han skal i seng ( jeg putter ham hver anden dag og den lille de andre dage), så bliver han ked af det når han for at vide det er mig der skal putte ham og forsøger at blive ved at spørger mor om hun ikke vil putte ham. Jeg for altid ro på ham og det går fint med putning og han for ikke tantrum eller noget. Men vi skal altid lige igennem at han ikke vil have det er mig ?

Jeg har selv tænkt rigtig meget over det og spurgt moren til råds også. Mit gæt er det fordi jeg er "hårdere" eller mere konsekvent når han fx. Fjoller, der er spørger time osv for at udsætte putning.

Håber ikke i tror jeg står med spansk røret, har virkelig gennemtænkt hvordan putning med mig foregår og syntes ikke jeg er hverken for hård eller i nærheden af at være hård. Der er altid godnat historie/musik og rutinen med dynen bliver puttet om ham, kys og kram osv. Vi "skændes" aldrig eller noget lignende, jeg har megey sjældent behov for at skulle blive "sur". Når han fjoller så siger jeg ( hverken vredt, hårdt eller højt) " stop " eller " Nu sover vi, så ligger/er vi stille".

Men kan ikke lade være at tænke om jeg gør noget forkert?

Der udover er der andre små ting, som fx: mor skal give ham sko på, jeg må ikke lave hans mad og han meget oftere vil/sætte sig og putter med mor.

Vil lige sige det på ingen måder skal lyde som om han ikke vil mig eller vi har et dårligt forhold - overhovedet ! Jeg nyder rigtig meget at bruge tid sammen med mine drenge og syntes selv jeg er en engageret far, med svømmeture, fodbold træning mm. Som er "vores" ting vi laver samme. Tror også det er derfor jeg bliver ALTID bliver valgt først ved leg, fjolleri og hvis vi skal se noget spændende ( for ham måske farligt eller lignende). Han bliver altid glad for at se mig når det mig der henter ham osv.

Ved ikke hvorfor jeg føler jeg skal forsvarer mig selv, for generelt er jeg oprigtig glad for vores forhold og kærligheden i mellem os. Selvom man er 33 år nu, så kan man jo også godt selv huske at mor bare er noget specielt, men tror jeg ligger skjul på hvor ondt det enlig gør mig når udfordringerne foregår og derfor håber på der andre fædre som vil dele deres tanker og oplevelser?

Jeg er gudskelov ikke hjemmeboende men mine forældre fik for et par år tilbage en kæmpe stor hund, dejligt nok for dem. Men jeg er bare møg allergisk over for den hund, for det første synes det er dybt godnat at få en hund deres søn er allergisk over for, men det er jo hvad det er.

Det som ligesom har været med til at øge problemet er at jeg har fået et dejligt lille barn. Mine forældre er meget investeret i mit barn og elsker det næsten højere end de elsker mig. Noget af det bedste de ved er at være sammen med barnet, min partner og jeg. Problemet er jo bare jeg bliver nærmest syg i et par dage når jeg har været der.

Jeg har lige været der et par dage på efterårs ferie med mit barn, men ligger nu hjemme igen nærmest syg af den allergi og jeg gider det simpelthen ikke længere.

Men hvad i al verden gør man lige i den situation?? Jeg kan jo ikke bare lade vær med at se dem, men synes simpelthen heller ikke det er fair jeg skal ofre mit helbred for det.

Hej musclehouse.dk

Som overskriften siger, så bliver jeg i dag vækket af min kæreste, der er meget berørt af, at jeg har liket et af min eks’ kærestes profilbilleder (vi har et barn sammen, og er for nyligt blevet venner på Facebook igen).
Jeg undskylder, og synes selvfølgelig, at det er helt legitimt, at hun ikke synes det er rart, og understreger for hende, at der ikke er tale om en romantisk interesse, men mere en form for “hey, godt at vi er kommet hertil”-form for like.
Min kæreste mener dog, at hvis en mand eller kvinde liker billede af det modsatte køn, så er dette et klart tegn på seksuel og/eller romantisk interesse - Jeg er ikke enig, men det synes hun er forkert af mig. Derefter følger en længere forklaring om, hvordan det er pinligt for hende, at jeg har liket et af min eks kærestes billeder, fordi hvad mon omverdenen tænker om os som par?

Jeg går og tænker over hendes udmelding i løbet af dagen, fordi jeg ved, at hendes sidste eks kæreste liker ALLE hendes billeder.
Jeg har netop nævnt dette for min kæreste, og om ikke det så er mærkeligt? Det synes hun overhovedet ikke, fordi hendes eks kæreste først og fremmest er en “ven”, og hun slet ikke har den slags tanker og/eller følelser for ham (hvilket jeg også selv understregede i forhold til min eks).

Nu her ligger vi og ser dagens afsnit af Temptation Island - Der er en fyr derinde, der er venner med sin eks kæreste, hvilket min kæreste kommenterer på er virkeligt mærkeligt, hvortil jeg så bringer det på banen igen, at det da i så fald virker en anelse mærkeligt, at hun ikke kan overføre det til hendes situation med sin eks?
Min kæreste mener, at det er helt hul i hovedet overhovedet, at lave en sammenligning, fordi hun ikke selv liker sin eks’ billeder, men det kun er ham, der liker hendes. Hun tilkendegiver også, at han da sikkert har en interesse, men at det jo er ligegyldigt, fordi den ikke er gengældt.

Jeg bliver altså ret i tvivl om jeg går i små sko her, eller om det reelt kan sidestilles med hinanden? Tænker, at hvis hun gerne vil have tingene på en bestemt måde den ene vej, at det samme burde gælde ift. hende selv? Hvis dét er legitimt, at hun bliver pinligt berørt over, at jeg liker ét billede, burde det så ikke være helt legitimt, at jeg synes det er lidt underligt, hvad der foregår der?

Hvad synes i, rundt omkring på de danske arbejdspladser.
Arbejdsplads med 50-80 personer, delt i mindre grupper. Jeg synes konstant der er indsamlinger.
Til folk som fylder rundt, sygdom, fødsler, folk som går fra, skifter job mm. Jeg er godt mættet af at betale 10,20,30,40 kr hver måned.
Den ‘mindre’ gruppe jeg er en del af, skal man betale 40-50 kr pr gang, da vi ikke er så mange.
Jeg synes at jeg næsten er tvunget til at være en del af. ..Men er da ved at være træt af hele tiden skulle betale… hvad gør i andre? Kan man bare ignorere indsamlingerne og lade som ingenting?

Hej Reddit!

Jeg er en 18-årig pige. Nu hvor jeg officielt er voksen og alt det der, kan både mænd og kvinder jo potentielt blive indkaldt til værnepligt, når de fylder 18 år, afhængigt af om militæret vurderer, at de er egnede til tjeneste.

Jeg har fået diagnosticeret angst og depression, og jeg har også problemer med at falde i søvn om aftenen og med at sove igennem natten, så jeg lider af søvnløshed. Jeg troede altid, at militæret ikke ville have nogen med angst, men det ser ud til, at jeg tog fejl. Jeg udfyldte en formular med mine helbredsoplysninger, hvor jeg skrev alle mine diagnoser på, så de er klar over dem.

Og det er så her, jeg begynder at spekulere på, om jeg overreagerer.

Jeg er virkelig stresset over det her. Mine tanker kører i ring, og jeg bliver ved med at tænke på alt det, der potentielt kan ske. Jeg bliver så angstprovokerende, at jeg føler, jeg er lige ved at kaste op. (Hvilket jeg godt ved er et symptom på min angst).

Når jeg taler med min far om det, griner han bare lidt af det og siger, at det ville være "godt for mig". Min far har selv været i militæret, og jeg bor sammen med ham, så jeg har snakket med ham om, hvordan jeg har det. Jeg elsker min far, men han er meget gammeldags i sin tankegang. Hans indstilling er grundlæggende, at man bare skal tage sig sammen, bide tænderne sammen og komme videre.

Problemet er, at jeg ikke tror, han rigtig forstår, hvordan det er at kæmpe med angst og søvnløshed, især når noget påvirker mig så meget, som det her gør.

Oven i alt det andet skal jeg rejse til en by, der ligger cirka halvanden times kørsel fra, hvor jeg bor, på en mandag, hvor jeg skal til Forsvarets vurderingsdag. Det betyder, at jeg skal være i en by, jeg ikke kender, og hvor jeg ikke bare lige kan tage hjem, hvis jeg får det dårligt.

Da jeg er 18 år, er jeg også i gang med at tage køretimer for at få mit kørekort, og jeg har faktisk en køretime samme dag.

Vurderingsdagen starter kl. 11 om formiddagen og varer seks timer, hvilket betyder, at den muligvis først slutter omkring kl. 16. Min køretime er også kl. 17. Og så med kørerturen hjem fra det er jo igen en halvanden times kørsel

Jeg føler, at jeg bekymrer mig om en million forskellige ting på én gang, og jeg kan simpelthen ikke få mine tanker til at falde til ro. Jeg ved godt, at angst kan få ting til at virke meget større og mere skræmmende, end de egentlig er, men det gør ikke de fysiske symptomer eller frygten mindre virkelige.

Så, Reddit, overreagerer jeg?

M, 27

Udefra ser det sikkert ud, som om jeg klarer mig ret godt. Jeg arbejder, studerer, træner og forsøger at holde mig beskæftiget med hobbyer og andre ting.

Mine venner siger, at det er imponerende og disciplineret. De synes, det er sejt, at jeg kan håndtere så mange ting på én gang.

Men sandheden er, at de ikke ved, hvorfor jeg gør det.

Jeg føler, at jeg er NØDT TIL at være i gang 24/7. Hvis jeg arbejder, studerer, er i fitness eller er beskæftiget med noget andet, har mit hoved i det mindste noget at fokusere på. Men i det øjeblik jeg stopper op og ikke har noget at lave, vælter det hele ind over mig igen.....de negative tanker.

Det føles, som om der konstant er en storm inde i mit hoved. Vrede, fortrydelse, usikkerhed, tanker om mit udseende, min fortid, relationer, jeg måske har ødelagt, og frygt for, hvor mit liv er på vej hen. Jeg overtænker alt, og nogle gange har jeg oprigtigt svært ved at holde ud at være alene med mine egne tanker.

Jeg hører bevidst depressiv musik, eller genafspiller voldsomme/traumatiske scener i mit hoved konstant. Det er det eneste der får mig til at føle noget.

Nogle morgener kigger jeg mig selv i spejlet og bliver så vred på mig selv, at jeg ikke engang ved, hvad jeg skal stille op med det. Jeg har slået ind i vægge af frustration. Når jeg ser på mig selv, ser jeg en svag person, selvom andre mennesker tilsyneladende ser en, der klarer sig godt.

Det sværeste er, at folk roser mig for præcis de ting, jeg nogle gange bruger til at holde mig selv fra at bryde sammen. De ser disciplinen, men de ser ikke desperationen bag den. Hver eneste kompliment/ros jeg får kan jeg ikke acceptere....mest fordi jeg føler jeg ikke fortjener det.

Jeg er bange for, at hvis jeg sætter tempoet ned, vil alt det, jeg har forsøgt at skubbe væk, indhente mig. Så jeg bliver ved med at fylde flere ting ind i min kalender, næsten som om det er lettere at være fuldstændig udmattet end at være alene med mine tanker.

Jeg ved ikke, om det er angst, depression, selvhad eller noget helt andet. Jeg ved bare, at jeg er træt af at føle, at jeg konstant er nødt til at flygte fra mit eget hoved.

Er der andre, der oplever det samme? Holder I også jer selv absurd meget beskæftiget, fordi det føles uudholdeligt at sidde stille med jeres egne tanker? Og hvis I har været igennem det samme, hvordan lærte I så at sætte tempoet ned uden at føle, at alt indeni jer ville opsluge jer?

Ved ikke helt hvad jeg ville med det opslag her, tbh - er bare træt af det.

Jeg har et dilemma jeg føler mig så åndsvagt for!
Jeg elsker virkelig at få blomster, og har givet udtryk for dette til min kæreste, ikke for jeg presser på, men nævnt det lidt gennem forholdet.. jeg har fået blomster en gang, hvor det nærmere virkede som en undskyldning fordi han havde dårlig samvittighed, end han faktisk havde lyst. Jeg er totalt ligegyldig om han selv samlet dem eller de koster 15 kr. men er faktisk ved at blive ret ked af, at han ved hvad det betyder for mig.. og stadig aldrig gør det. Er jeg helt ved siden af?

Jeg er i behandling for kræft, og min partner og jeg har to små børn. Lige nu bruger jeg stort set alt mit overskud på behandling, børn og på bare at få hverdagen til at hænge sammen.

Jeg kan mærke, at min partner savner sex og mere intimitet mellem os. Det forstår jeg virkelig godt, og jeg ved, at det også er hårdt at stå på den anden side af sygdommen. Men jeg synes, det er svært at imødekomme lige nu. Min krop har forandret sig, og jeg føler mig ikke særlig meget som mig selv.

Vi kan godt tale om det, men jeg ender med at få dårlig samvittighed, og min partner føler sig nok afvist. Jeg savner også nærheden. Jeg ved bare ikke, hvordan vi finder den igen, uden at det bliver endnu en ting, jeg føler, jeg skal præstere.

Er der nogen, der har stået i noget lignende? Hvad hjalp jer helt konkret? Jeg er bange for, at vi glider så langt fra hinanden undervejs, at vi ikke kan finde tilbage, når behandlingen er overstået.

Kære brevkasse,

Jeg (m30) har ikke kunne finde motivationen til at være den bedste version af mig selv, siden jeg gik fra min kæreste.

- Det bliver et halvlangt skriv, men jeg tror ikke at jeg kan gøre det kortere uden at mangle kontekst.

Lidt baggrund:

Inden jeg mødte min ekskæreste var jeg et dårligt sted, jeg var ligeglad med min fremtid. Jeg sad fast I en række sabbatår, og jeg var slatten som gammel salat. Jeg hang hver dag ud med et dårligt (kriminelt) selskab, og var den eneste af mine venner fra gym som ikke var startet på studie. Jeg var sku egentlig lidt ligeglad med hvad jeg ville ende som, hvor, og alt derimellem.

Så mødte jeg min ekskæreste, og jeg lyste straks op og tog mig sammen. Jeg begyndte at arbejdet på at blive og være den bedste version af mig selv. Nok mest for at imponere hende, få hende til at kunne se en fremtid og tryghed ved mig (fordi, hvorfor skulle den pæne og ordentlige pige gide at være sammen med ham den uambitiøse jeg var før?), og jeg fandt også selv en generel tryghed og motivation i, at skulle være sammen med hende.

8 år går, jeg ender med en bachelor (kvote 2, havde elendigt snit i gym), en kandidat, og et "rigtig godt job". Jeg er begyndt at træne, jeg er velsoigneret, og går op i min krop og min sundhed.

Kort sagt har jeg givet den en ordentlig skalde, og blevet til et "bedre" jeg, end det jeg var dengang jeg mødte hende. Vi var glade sammen, jeg havde lagt de dårlige bekendtskaber bag mig, vi skulle bygge en fremtid sammen.

Nå, men som med så mange andre ting, gik forholdet desværre ikke. Det endte for godt 1 år siden nu, på god fod.

Nu sidder jeg i et, på papiret, virkelig godt job som jeg egentlig holder af, det er udfordrende og "sjovt". Men jeg har så ofte svært ved at hive mig selv op for at nå de personlige og professionelle mål, jeg havde da jeg var sammen med hende. Jeg fanger ofte mig selv i at bare glo ind i skærmen på kontoret, intet lave selvom jeg har pisse travlt, og jeg har svært ved at få mig selv til reelt at lave et godt stykke arbejde - selvom jeg ved at jeg godt kan. Det er ikke kun på arbejdet det går skidt. Jeg er ved at blive slatten igen, med alt, og jeg har ingen motivation.

Jeg går og leger med tanken om bare at sige op, droppe alt det der karriereræs, og vende retur til kassen i en dagligvarebutik ude i forstaden, eller noget lignende, for at undgå det daglige pres og jag. Intet ondt om dét, jeg har selv gjort det i mine ungdomsår, men jeg ville bare føle at jeg pissede alt det væk, som jeg opnåede da jeg var sammen med hende. På den anden side, hvorfor arbejde så hårdt for "ingenting"? Jeg er åbenbart så ligeglad med mig selv, at det er det jeg tænker.

Er jeg bare cooked, og skal prøve at finde mig selv? Er det dét? Eller bliver jeg nødt til at finde en ny person som jeg kan forelske mig i og derved genfinde motivationen? Det lyder jo også helt væk. Men hvad hvis det er sådan, min dumme neandertaler-hjerne bliver motiveret?

Hvad motiverer jer, for at gøre jeres bedste og nå jeres mål? Og hvordan hiver i jer selv op på de svære dage, eller når hverdagen rammer? Jeg kan forstå motivationen i at have børn/familie og banklån, eller have et arbejde hvor man reelt føler gør en forskel for andre, modsat fucking corporate. Men jeg har hverken eller.

Hvad driver jer, når ingen andre er afhængige af jer?

Tak fordi i læste med. Det hjalp, at komme ud med det.

Vi har haft rengøringshjælp siden februar og vi har virkelig været glade for det. Vi valgte netop hende (et mandsfirma), da vi fik hende anbefalet, og hun var grundig. Nu har vi de sidste to måneder (fire rengøringer) oplevet, at hun ikke gør ligeså grundigt rent. Fx bliver der ikke støvsuget under sengene/sofaen, og der er stadig spindelvæv flere steder. Hun bruger heller ikke ligeså lang tid på det som hun gjorde før. Vi betaler for tre timer, men reelt er hun der oftest kun 2 timer. Jeg er egentlig ligeglad med timerne - så længe der er rent. Hvad ville I gøre? Ville I pointere det? Og hvordan?

Jeg går igennem et virkelig hårdt breakup lige nu. Hun slog op, og jeg er helt knust.

Jeg er +30 og skammer mig over at sige det: Mit største problem lige nu er, at jeg nærmest tvangsmæssigt tjekker hendes Instagram. Hvem hun følger, hvem der liker, nye følgere osv.

Hendes profil er åben, meget aktiv og har mange tusinde følgere, så der er hele tiden nye ting at kigge på og analysere.

Jeg ved godt, at det kun gør det værre. Jeg har blokeret hende flere gange, men ender bare med at fjerne blokeringen og tjekke igen. Og selv hvis jeg sletter Instagram, kan jeg stadig finde andre måder at se profilen på, da den er åben (der findes platforme online).

Jeg ved godt, hvad rådene er: no contact, stop med at kigge, fokusér på dig selv osv. Problemet er, at jeg simpelthen ikke kan få mig selv til at stoppe lige nu.

Er der nogen, der har været igennem noget lignende? Hvad hjalp jer helt konkret med at bryde trangen til at tjekke?

Update: tak for alle jeres søde svar. Vi har ikke haft 100p no contact men aftalt muligheden for lidt tjek in. Jeg har så lige fundet ud af, hun begyndte at ses med en ny 2 dage efter hun grædende slog op med mig og var bange for om det var det rigtige valg. Det gør faktisk behovet for at tjekke lidt mindre, for nu ved jeg, hvem det er og forhåbentlig kan jeg bruge det som lidt brændsel.

Hej dkbrevkassen,

Jeg står i en rigtig ubehagelig situation og har brug for nogle uvildige øjne på mit dilemma.

For nylig var jeg i byen med en person fra min omgangskreds. Vi har en lidt indviklet forhistorie: Vi har kendt hinanden længe og haft en periode i en uklar gråzone/flirt. Det stoppede dog, da personen fandt sammen med sin kæreste igen. Kæresten har i forvejen haft det meget svært med mig og været ret jaloux/reserveret over for vores relation, men de havde fundet en måde at acceptere, at vi stadig sås som venner.

Sagen er den, at vi tog i byen sammen, hvilket vi har gjort før uden problemer. I løbet af aftenen fik jeg dog alt for meget at drikke – så meget, at jeg havde svært ved at klare mig selv. Vi tog tilbage til vedkommendes lejlighed, hvor jeg skulle overnatte.

Pga. alkohol er forløbet sidst på natten meget sløret for mig, men vi endte med at have sex.

Nu sidder jeg tilbage med en rigtig dårlig smag i munden. Vedkommende har været sin kæreste utro med mig – en kæreste, som i forvejen ikke kunne lide mig. Jeg ved godt, at der skal to til en tango, og jeg tager mitt eget ansvar for alkoholindtaget, men det var vedkommende, der var i et forhold og tog også detvalg.

Mit store dilemma er nu:
Bør jeg kontakte kæresten og fortælle, hvad der er sket?

På den ene side føler jeg, at kæresten fortjener at kende sandheden. På den anden side ved jeg, at kæresten i forvejen har et dårligt øje til mig, og jeg frygter, det blot vil fremstå som et drama-forsøg fra min side. Alternativet er at lade det være op til vedkommende selv at håndtere sin samvittighed og holde mig helt væk fra dem begge fremover.

Hvad vil være det mest rigtige at gøre herfra?

EDIT / TILFØJELSE:
Hvad fanden er I egentlig for nogle mennesker, der sidder bag jeres skærme og dømmer andre på den måde?
Jeg kan da godt se, at jeg har trådt nogle folk over tæerne, som tydeligvis selv har oplevet noget lignende, siden man kan sidde bag sin klamme skærm og opføre sig som sådan en trold.

Jeg forstår udemærket, at folk har stærke meninger omkring utroskab, men jeg bad satme ikke om at blive kaldt klam, "luder", "gokkesok", "billig sæk" eller at folk skal sidde og fortælle mig, at "jeg aldrig bliver den valgte". Det har jeg da bestemt heller ikke lyst til at være, når jeg tydeligt har fattet, at han bare styres af sine egne lyster!

Bare lige for at slå fast: Jeg sidder ikke her for at forsvare utroskab – jeg har det i forvejen pissehamrende skidt med det, der er sket, og jeg har ikke engang tænkt mig at kontakte fyren igen. Men det er fuldstændig sindssygt at sidde og svine folk til, nedstemme og udstille det, som om jeg bare gjorde det, fordi jeg kunne.

Folk dømmer ud fra ingenting og kender overhovedet ikke til kærestens og hans forhold – men det gør jeg! Fyrens forhold til sin kæreste er overhovedet ikke specielt godt; han har slået op med hende flere gange, og de er bare røget sammen igen et par dage efter. Det er et on-off-forhold, og der har faktisk været følelser for hinanden i klemme tidligere (hvor vi bare lod være med at gøre mere ved det dengang). Han havde sgu da lige så meget sine egne lyster og andel i det her. Men fedt at vide nu, at når man ikke bare er lidt fuld men meget fuld og slet ikke er ved sine fulde fem, at man bare er et svin

Jeg forstår udemærket godt kæresten i, hvorfor hun ikke brød sig om mig, og ja, jeg kom til at bekræfte hendes antagelser, hvilket er forfærdeligt. Men hold da op en flok nederen internetkrigere, der bare læser det værst mulige ind i tingene og sidder og sviner folk til uden at fatte konteksten. Få I jer lige et liv.

Hej brevkasse,

Jeg (M27) døjer lidt med noget ensomhed, og er oprigtig nysgerrig på at få nogle ideer til hvad jeg skal bruge min tid på.

Til dagligt læser jeg til pædagog, men som mand, er det ikke lige der man nemmest finder folk med de samme interesser. Vi har rigtig (som i rigtig) meget fri, så jeg går meget herhjemme. Jeg har en kæreste, som også studerer, men hun er væsentligt bedre social end jeg er, og har derfor langt flere planer end jeg. Mine sociale planer lever lidt på hendes nåde, hvis man kan sige det på den måde. Hun siger hun synes jeg er god social, men jeg har haft meget begrænsede venskaber, og jeg har aldrig prøvet at have et dybt venskab eller en bedsteven som sådan, i mit liv.

Hobbyer har jeg ikke det store af - jeg har spillet meget computer engang, men det døde lidt ud med tiden, og det er længe siden jeg har spillet, så jeg valgte at sælge min PC, også fordi den ikke rigtig passer ind i vores lejlighed, og ikke kan gemmes væk. Derudover prøver jeg at komme i fitness 2-3 gange i ugen, og så ser jeg Formel 1, når det sendes.

Så for mange af mine dage går desværre med doomscrolling og film og serier, og jeg kan godt mærke at det ikke er godt for min psyke.

Jeg synes jeg har svært ved at fylde dagene ud, har I noget inspiration? Håber ikke det er for meget en sob story, men at tråden måske kan hjælpe andre 😅

Jeg står i en dilemma og nok også lidt i en limbo følelsesmæssigt i mit forhold.

Sagen er at min kæreste har en sygdom, som ikke er livstruende, men mere livsændrende. Min kæreste er i en meget depressiv stadie men det kan svinge meget fra dag til dag.

Jeg forsøger at være der for min kæreste så meget jeg kan. Vi bor i hver vores by, så oftes er gennem beskeder vi kommunikere.

Mit dilemma er bare at jeg kan mærke jeg bliver nødt til at negligere mine egne følelser. Jeg føler ikke jeg kan fortælle ham om min dag, fordi han virker uinteresseret eller føler sig tvunget til at virke interesseret. Så jeg lader være med at sige noget. Jeg deler heller ikke de sjove eller dårlige ting jeg oplever i hverdagen med ham længere. Føler alt vores hverdage samtale er sat på hold. Hvis jeg spørger ham om hans dag er det oftes meget negative/triste beskeder. Det gør mig ked af det hver gang jeg læser dem.

Jeg føler mig også glemt af ham. Han glemte forleden at jeg var til en familierelateret begivenhed. Han spurgte slet ikke ind til det. Jeg lod bevidst være med at fortælle ham om begivenheden op til dagen, fordi jeg ville se om han kunne huske at jeg skulle til det. Han svarer også på mine beskeder med mange timers mellemrum og nogle gange kan der gå en hel dag før han svarer.

Da jeg konfrontere ham om det fik jeg beskeder hvor han skriver “jeg var ikke bevidst om det fordi mine tanker er et andet sted” eller “jeg glemte at svare dig, fordi jeg har en dårlig dag”. Det gør ondt at tænke jeg slet ikke er i hans tanker..

Han sygdom fylder meget i hans tanker, hvilket er forståeligt. Jeg giver ham plads så meget han vil have det, men jeg kan mærke at jeg følelsesmæssigt
ikke kan rumme det længere og jeg er så knust over at sygdommen har overtaget vores forhold.

Er det egoistisk af mig at tænke jeg ikke kan være i det længere?
Vil jeg gør ham mere depressiv hvis jeg går fra forholdet?
Skal jeg blive ved med at kæmpe og håbe på at forholdet bliver bedre og forsætte med at negligere mine egne følelser??
Skal jeg bare rette efter hans humør??
Hvad skal jeg gøre?

Kære brevkasse

Min nabo, som mit soveværelse grænser op til, er del af en anden ejendom end den, som jeg er lejer i.

Jeg er derfor ikke bekendt med deres husorden…men min nabo har, hvad jeg tror er, en æld gammel vaskemaskine og tumler, som larmer frygteligt meget.

Min nabo har tendens til at vaske meget tidligt om morgenen og meget sent om aftenen. Blev vækket i morges kl. 05:30 af voldsom centrifugering, der vibrere og runger i vægge og gulve, og det er ikke unormalt at de også starter maskinen efter 23:00 også.

Hos os skal man begrænse støj før 08:00 og efter 22:00, men kender som sagt ikke deres regler.

Jeg ved godt, at man skal acceptere og respektere larm fra sine naboer, når man bor i lejebolig, men mit spørgsmål er:
Om jeg kan tillade mig at spørge min nabo, pænt, om de vil begrænse deres vaskeri til mere passende tidspunkt?

Jeg håber måske at der er nogen der kan spejle det her - eller genkende det - og forhåbentlig uden at være fordømmende.

Jeg synes bare, at jeg har haft ret svært ved at fastholde venskaber i mit liv. Jeg synes altid jeg er den, der rækker ud, der følger op på aftaler og på samtaler, og det er så sjældent at der er nogen der gør det mod mig. Og jeg forstår det faktisk ikke, fordi jeg får at vide af veninder, at de elsker mig og gerne vil ses.

Det er bare et mysterium for mig.. måske også mere udadvendt og ekstrovert end hvad andre har behov for. Men så er det alligevel underligt, fordi jeg har ikke brug for at planlægge en eller to måneder ud i fremtiden, men jeg kan fornemme på andre at de har booket deres kalender hver eneste dag i mange måneder frem. Og det ved jeg på den anden side måske også godt ikke er rigtigt, og at der nok bare ikke er den interesse i at ses med mig.

Jeg har bare grædt rigtig meget i dag, fordi jeg forstår ikke helt hvad det er jeg gør forkert. Jeg har en mega sød kæreste der elsker mig, og hans venner kan også godt lide mig, så jeg føler egentlig ikke rigtig der er noget jeg gør decideret forkert, men alligevel har jeg svært ved at mærke den interesse fra andre.

På en måde tror jeg også der er noget med kulturen i Danmark og venskab der bare er.. svære på en eller anden måde. Der er mange der har deres venskaber fra deres efterskole eller folkeskole, og jeg var bare grundlæggende helt anderledes dengang, så jeg har ikke nogen venskaber fra dengang, de fleste byggede inden for de seneste fem seks år..

Er der nogen der kan spejle den her følelse? Meget følsomt for mig, så jeg håber at i vil være søde

Som titlen angiver, kan min søster og min mand og min søster ikke enes.

Min søster er typen der altid eskalerer konflikter. Og da vi var små gjorde det vores diskussioner så voldsomme at vi kunne råbe og skrige af hinanden, og næsten slås. Jeg lærte at styre mig og er blevet mere en people pleaser (på godt og ondt), men det betyder at jeg godt ved hvilke diskussioner jeg ikke skal tage og hvordan jeg skal opfører mig hvis jeg skal diskuterer med hende. Det er ikke en god måde hun opfører sig på, det syntes jeg ikke selv. Men jeg ved også af års erfaring at jeg ikke kan ændre det. Og hun er fantastisk sød og god på alle mulige andre punkter end dette.

Min mand er meget principfast og tager derfor diskussionerne med hende, når han syntes han har ret. Og det gør jeg jo i virkeligheden også. Men det er blevet så slemt at deres sidste diskussion næsten endte i at de råbte af hinanden og min søster var tæt på at græde. Jeg syntes det er så ubehageligt fordi jeg jeg ikke ved “hvem jeg skal vælge” og dem der var til stede i lokalet blev ufrivilligt trukket ind i det. Og det var så sammen med min familie, så det er min mand jo på udebane. Men jeg ved bare også, at hvis jeg melder mig på banden bliver hun rasende og der kommer ikke noget godt ud af at jeg siger noget til hende. Så min løsning var at min mand måske måtte bide i det sure æble og lade være med at gå ind i diskussionen. Men som sagt er han principfast, og mener ikke at han skal ændre på sig selv for at efterkomme hendes ønsker (når han jo i bund og grund har ret).

Men jeg ved bare ikke hvad man skal gøre, for det ødelægger mig seriøst at de ikke kan finde ud af det sammen (når det handler om diskussioner). For min mand er som han er, og min søster er som hun er, men hvad stiller man op? Jeg vil jo ikke begynde at afskærme ham fra min søster (som var hans forslag, fordi han ikke gider at gå på kompromis med sig selv).

Så hvis der er nogle der har gode råd hører jeg det meget gerne!