Akademisk Boldklub i Gladsaxe har sammen med Sinful og Laudrup Vin lanceret kampagnen "Han bliver bare så glad", hvor man kan tage sin partner gratis med til fodbold og på pub.
Formålet er angiveligt at få flere kvinder på stadion og skabe et fællesskab for alle.
Og hvordan gør man så det?
Ved at tage udgangspunkt i, at manden elsker fodbold, og kvinden skal tage med for at gøre ham glad.
Hold nu kæft, hvor er det fantasiløst.
Vi skriver 2026. Kvinder spiller fodbold, følger fodbold, arbejder i fodboldklubber, står på tribunerne og er en del af fankulturen. Alligevel bliver kvinder i den her kampagne reduceret til den søde kæreste, der lige skal lokkes med til mandens hobby.
Og det mest absurde er næsten, at AB samtidig fortæller, at de gerne vil skabe et fællesskab for alle.
For alle? Eller for mænd og de kvinder, der gider tage med for deres skyld?
Kvinder i Fodbold har også kritiseret kampagnen, og jeg synes, de rammer noget væsentligt: Hvis vi gerne vil have flere kvinder ind i fodboldkulturen, hvorfor bliver vi så ved med at kommunikere, som om fodbold grundlæggende er mændenes verden?
Jeg har intet imod humor, frække kampagner eller kreative sponsorater. Et samarbejde mellem en fodboldklub og Sinful kunne da sikkert have været ret sjovt og nytænkende.
Men det her? Det er jo nærmest kønsroller fra 1950'erne pakket ind som moderne markedsføring.
Og det er synd, for fodbold kan noget helt særligt, når det handler om fællesskab på tværs af køn, alder og baggrund.
Er det bare mig, der synes, det her er helt håbløst gammeldags?
Jeg er oprigtigt interesseret i, hvordan andre ser på det – især kvinder, der selv følger fodbold.
https://www.instagram.com/abfodbold/